Om at være frivillig

Hvad er en venskabsfamilie/-person?

En venskabsfamilie eller -person er et menneske eller en familie, der har lidt ekstra overskud i hverdagen at dele ud af, og som gerne vil stille sig til rådighed for at hjælpe nye medborgere i kommunen. Samtidig har vedkommende måske lyst til at lære et nyt menneske at kende som har en anden kultur og etnicitet, og garanteret en spændende kulturhistorie.

En venskabsfamilie eller -person kan fungere som en port til lokalsamfundet, kommunens tilbud og det nye hverdagsliv.  En venskabsfamilie eller -person kan hjælpe en ny medborger med at afkode nogle af de måder, vi omgås hinanden på, som for danskere er en selvfølgelighed. Der er mange ting, vi tager for givet, at andre forstår. Som venskabsfamilie eller -person er du med til at tale om de ting, og at besvare den nye medborgers spørgsmål, om det nye samfund, som vedkommende er havnet i.

Hvad forventes af en venskabsfamilie/-person?

Der stilles ikke mange krav til dig som venskabsfamilie eller -person. Du skal dog være åben, tålmodig, have lyst til og interesse i at lære et nyt menneske at kende. Vi opfordrer jer til at ses minimum en gang hver 14. dag i begyndelsen for at etablere relationen, og derefter er det op til jer, hvor tit I ses, dog gerne minimum en gang om måneden.

Hvad kan I lave sammen?

Hvilke aktiviteter, I laver sammen, er op til jer. Men vores erfaring siger os, at mange match får en masse ud af at:

  • Besøge hinanden, lave mad og spise sammen.
  • Besøge gratis aktiviteter i lokalområdet og vise, hvilke muligheder f.eks. biblioteket indeholder.
  • Tage på udflugter i skoven, til stranden eller lign.
  • Spille kort og brætspil.
  • Tage på museumsbesøg, teaterbesøg, koncerter m.m.
  • Snakke om traditioner og højtider.
  • Snakke om, hvordan det danske samfund fungerer, og hvilke muligheder der er ift. uddannelse, job, fritids- og foreningsliv.
  • Diskutere dansk og international politik.
  • Øve dansk på hverdagsniveau ved at sørge for at tale dansk.
  • Tage med den nye medborger i supermarkeder, hvor varerne er billige og gennemgå relevante varer. I visse tilfælde kan den nye medborger ikke læse dansk, eller han/hun kender ikke danske varer.
  • Tag med i eller vis den nye medborger lokale genbrugsforretninger.
  • Deltage i Venskabsfamilier i Gladsaxes gratis sociale arrangementer såsom bowlingaften, kanotur, fællesspisning, museumsbesøg, cafe-aftener.

Læs mere om at være venskabsperson/-familie her.